Min fars kæreste døde i formiddags efter 1 år med den skrækkelige sygdom kræft.

Jeg vil med vilje holde mig langt fra udtrykket “hun tabte kampen til kræften” eller nogle af de der andre udtryk, jeg bliver så provokeret af. For ikke nok med, at man er død – man har også tabt? Astrid har kæmpet bravt. Og hun har holdt fast i livet så længe, ingen troede det var muligt.

Jeg skylder Astrid tak for så mange ting.

Selvfølgelig først og fremmest for at have været min fars livspartner i 8 år.

Tak fordi hun i mange år var vært i sit sommerhus ved vores årlige familietræf. I år er første gang i mange år, vi ikke har mødtes.

Astrid var meget direkte og bramfri. Det gjorde det vidunderligt nemt at være sammen med hende, for man vidste altid lige præcis, hvor man havde hende.

For mange år siden, sagde hun til mig, at hun var så imponeret over, at jeg orkede en mand med hjemmeboende børn. “Jeg kan godt sige dig, at det var aldrig blevet til noget med mig og din far, hvis du og din bror stadig boede hjemme! Det havde jeg ikke kunnet klare!”

Det tror jeg var første kim til mit arbejde med sammenbragte familier og kampen for at nedbryde alle de tabuer, der er omkring det. Hos Astrid var der ingen tabuer. Tak for det.

Da diagnosen kom den 7. juli sidste år, var jeg i et vadested omkring job vs. et liv som selvstændig. Et par dage efter sagde jeg mit job op. Det blev så indlysende klart, at jeg kunne ikke sidde der og vente på en diagnose, før jeg gjorde, hvad jeg drømmer om. Tak for den indsigt. Det har ændret mit liv.

En sjov, kærlig og direkte kvinde – som jeg altid vil huske – og som har givet mig så meget mod.

Tak.