En af mine yndlingshistorier med Peter Plys handler om, at man ved aldrig hvad bier tænker – you never can tell with bees.
Det er den historie, hvor Plys prøver at narre bierne ved at lade sig hæve op i luften af en ballon, for så tror bierne måske, at han bare er en lille sky, og så kan han ubemærket tage deres honning. You never can tell with bees.
Og helt ærligt, hvor tit prøver kvinder ikke også at narre noget ud af mænd? Og endda ofte ved at konkludere og tolke på deres vegne.
Man kan jo også sige, at det ville være dejligt, hvis mænd åbnede munden lidt mere, så vi ikke behøvede at konkludere på deres vegne – eller hvad? Ville vi høre efter? Sådan rigtigt? Eller ville vi et eller andet sted have en snert af en tanke, der ligner “ja-ja, det kan godt være du tror, at det handler om det-og-det, men jeg er jo selvudviklet, så jeg ved, at det i virkeligheden handler om…..”
Jeg har en teori om de mænd, der er kærester med en mor. Især om de mænd, der ikke selv har børn. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Det er noget, jeg konkluderer på deres vegne på baggrund af mange samtaler og observationer, men jeg ved det jo ikke.
Vi har efterhånden her på bloggen, i netværket, på workshops, til foredrage etc. slået fast, at Fars Kærester ikke altid har det særligt nemt. De slås ofte med voldsomme følelser, hvor mange af dem bunder i ikke at føle sig tilstrækkelig i forhold til børnene. At føle sig forkert og ond fordi man ikke elsker børnene, som man tror en “rigtig” kvinde skal. Og så af og til også en sorg over, at børnene ikke er ens egne (den er lidt mere indviklet).
Sådan har mænd det ofte ikke.
De er noget mere pragmatiske. De ved godt, at børnene ikke er deres, og de prøver ikke at tvinge faderkærlighed frem.
Og de siger sjældent særligt meget om, hvordan det egentlig er at gå fra at være single og fri fugl til at finde en kvinde med børn.
Og mange af dem (ikke alle) fortsætter deres liv som før med byture, fodboldkampe, tyre-halløj i Spanien osv.
Jeg tror, at det der sker er, at mændene er bange for tabet af friheden først og fremmest. Og dernæst, tror jeg, at der måske kommer økonomi/forsørgerrolle med ind i spillet. For “hvorfor skal jeg (indirekte) betale til en anden mands afkom?” Eller “hvorfor skal en anden mands afkom spille en rolle i forhold til min livskvalitet? Jeg har måske nok råd til at invitere min kæreste på middag et par gange om måneden – men ikke også hendes (en anden mands) 2, 3, 4 børn!”
“Det er mine gener, der skal spredes…” Eller hvad tænker mænd….?
Jeg arbejder på at kunne starte samarbejde med en mandeterapeut. Det ser jeg meget frem til – for tænk hvis jeg tror noget helt forkert???
{ 0 comments }
