Jeg har meget at være taknemmelig for i det år, der er gået.

Udvikling jeg har gennemgået. Både personligt og i virksomheden.

Tak.

Mål jeg har nået. Både personligt og i virksomheden.

Tak.

Mennesker jeg har mødt. Lysende, smukke mennesker.

Tak.

En genfunden passion, der giver mig glæde, ro, frihed og kontakt med naturen. Ridningen. Og den anden dag tog jeg springet og købte en hest.

Tak.

Jeg er klar til et nyt år. Et nyt årti.

Jeg står så meget mere i mig selv i denne transition end nogen sinde før. Tak.

Jeg glæder mig til at møde dig i det nye år. Måske til et foredrag eller en workshop. Eller måske er du også ved at være klar til at stå mere som dig. Med hele dig? Så ringer du bare…

GODT NYTÅR!

- så har jeg samlet 8 skridt, der kan gøre den (lidt) nemmere.

Julen er efterhånden den eneste højtid, vi har, hvor der er turbo på traditionerne. Og det er mine traditioner, der er de rigtige.

Hvis konflikterne ligger lige til højrebenet i hverdagen i den sammenbragte familie, så er de allerede sparket afsted, når det er jul.

Der er ikke bare mange forskellige traditioner i spil, der er også (ofte uudtalte) forventninger til, at julen skal være intet mindre end vidunderlig. Renskurede børn, sprød svær på stegen og sneen der daler blidt. Og kærlighed og glæde ud over det hele.

Hvad så når kærestens børn ikke siger tak for gaven på den helt rigtige måde?

Eller når hendes forældre gør åbenlys forskel på dine og hendes børn?

Eller når dine årelange traditioner om julegudstjeneste falder fra hinanden, fordi børnene først kommer fra eks’en om eftermiddagen?

Eller nogle af de andre 100 ting, der kan sætte skår i idyllen.

Jeg har samlet 8 ting, der kan gøre jeres jul bare lidt nemmere. Hvis I vil vide mere (og møde mig), så kom til Fars Kærester den 16. december kl. 19-21, som i anledning af julen er åbent for jer begge.

8 TRIN TIL EN LIDT BEDRE JUL

1. Tal det hele igennem. Virkelig – det hele. Med klokkeslæt. Med mindre I har gjort det her i mange år, så er der intet, der er indforstået. Intet.
2. Overvej, om I virkelig behøver se alle i familien i juledagene.
3. Overvej nøje, om børnene skal have to juleaftener, og hvordan I vil gøre det. (For hvis skyld holder I egentlig to juleaftener?)
4. Tal med jeres forældre om, hvad I forventer vedrørende deres gaver til børnene. Hvis I ikke ønsker åbenlys forskelsbehandling, så foreslå f.eks. forkælelse af “egne” børnebørn på et andet tidspunkt. Lige Juleaften kan det hele blive meget tydeligt for børnene, at der er forskel.
5. Skab jeres egen tradition. Den kan være lillebitte – bare den er jeres.
6. Når I er midt i det, så skriv det ned, så I er forberedt til næste år! Ellers har I glemt det næste år og ender (nok) i samme konflikt en gang til.
7. Vælg dine kampe med omhu. Stor omhu. Gem det til senere og skriv eventuelt ned i den notesbog I har købt til “juleregler”.
8. Hold forbindelsen med din kæreste. Få øjenkontakt. Rør hinanden. Det styrker jeres forbindelse. Og det er det vigtigste. Altid.

Vil du vide mere? Spørge om lige præcis jeres udfordringer? Eller bare møde mig? Så tag din kæreste under armen og brug 2 timer i selskab med mig i København den 16. december kl. 19-21. (Psst – for 150,- for jer begge!)

Glæder mig til vi ses!

Kærlig hilsen
Puk

Hun har kontakt med en højgravid og mangler nu en, der allerede har gjort det.

Nogle siger, at det afbalancerer en hel masse ting, fordi nu er der også en særlig forbindelse mellem ham og dig.

Andre siger, at det bare gør det hele endnu sværere.

Hvad er udfordringerne for dig??

Du kan hjælpe en hel masse kvinder (og alle, der er i nærheden af de her kvinder) ved at være med til at nedbryde nogle af de tabuer, der er.

Hvis du har overskud og noget at dele ud af i den forbindelse vil journalist Louise Wendt meget gerne høre fra dig. Du kan maile til hende på: louise@wendtjensen.dk.

(Jeg kommer også med i artiklen, så det er ikke farligt…)

Så går der lidt tid. For nogle går der meget kort tid. For andre går der lidt længere tid. Så begynder du så småt at forstå, hvad det er, du er gået ind til.

Så tager du modet til sig og går måske til din nærmeste veninde og lufter forsigtigt frustrationerne over de her børn. Og alt det andet, der følger med – nævner bare eks’en som et eksempel.

“Det er jo ikke børnenes skyld! Du vidste jo, hvad du gik ind til!”

Tak, søde veninde.

Problemet er, at vi faktisk ikke ved, hvad vi går ind til. Vi ved ikke, hvilke følelser der pludselig dukker op. Følelser vi aldrig har haft og ikke engang anede, vi var i stand til at føle, er nu lige der i fuldt flor. Og så ved vi ikke, hvad vi skal gøre med dem.

Min ældste veninde sagde engang: “Det kan du f***me ikke tillade dig at sige!” Efter jeg havde taget modet til mig og sagt til kæresten, at jeg jo ikke glæder mig til, at hans børn kommer på samme måde, som han gør.

Der skal ikke mange af den slags respons til, før du føler dig helt forkert. Hvis du burde have vidst, hvad du gik ind til. Og du f***me ikke kan tillade dig at sige, hvordan du har det.

Derfor har jeg dannet netværket Fars Kærester, så vi har et sted at gå hen, hvor vi kan blive mødt af nogle, der har det ligesom os.

I København vender vi stærkt tilbage den 16. december kl. 19-21, hvor vi har åbnet for, at “Far” også kan komme med.

Vi skal tale om julen, og alt hvad det afføder af konflikter, misforståelser, modsatrettede traditioner og bristede forventninger. Og så skal vi selvfølgelig først og fremmest tale om, hvordan vi kommer videre – ud på den anden side.

Og det er altså bedst at tage snakken om julen, inden anden er på bordet om præcis en måned.

Vil I med? Så klik her og køb adgang med det samme. (Det koster kun 150,-)

Jeg glæder mig, til vi ses.

Kærlig hilsen
Puk

PS. Har du nogle gange tænkt, at du godt lige gad have din kæreste til at aflure, hvem jeg er, inden I går i gang med et forløb hos mig? Så er chancen der den 16. december, hvor I begge kan komme og tale om julen. For kr. 150! Klik her og køb adgang.

Den er lige her.

Halleluja – halleeeeeluuuuuja…..

Og jeg bliver også fristet til også lige at nynne lidt “Sikken voldsom trængsel og alarm…”

Da jeg var barn, elskede jeg julen. Især når vi skulle være hos min farmor og farfar. For min farfar var altid julemand. Ikke så svært at gætte, når han ikke havde handsker på. Jeg kunne jo sagtens genkende hans hænder og hans særegne ring.

Da jeg var barn, så var det også altid hvid jul, og når vi gik om juletræet, dalede julesneen hvid. Hvert år.

Da jeg var stor teenager, blev mine forældre skilt. Men vi holdt stadig jul sammen. For børnenes skyld.

Det var tæerkrummende afskyeligt.

Det er selvfølgelig derfor, mine antenner er særligt følsomme over for, hvad man gør for børnenes skyld.

Og i mange tilfælde, synes jeg, at jeg kan se, at det ikke er for børnenes skyld, men at det fungerer som en slags balsam på de voksnes dårlige samvittighed.

Det synes jeg ikke er ok. For børnenes skyld.

Jeg mener, alle skal gøre, som de føler er rigtigt for dem. Men hvis der er noget, der ikke føles helt rigtigt ved at sidde med eks’en og eks-svigerfamilien juleaften, så lad være. Børnene kan da godt mærke, at der er noget, der er skævt.

Hvis børnene så tilmed får at vide (mere eller mindre direkte), at det er for deres skyld, så er det jo også deres skyld, hvis stemningen er skæv. Den skal de ikke bære. Det skal de voksne.

Jeg talte med en , der sagde “jamen, hvad nu når min eneste grund er, at det føles forkert? Jeg kan jo ikke argumentere med fornuften!”

Jeg spurgte min mand, hvad han ville sige, hvis jeg havde som den eneste begrundelse for noget, at det føltes forkert. Han kunne ikke komme i tanke om bedre begrundelse.

Det kan jeg heller ikke.

Så mærk efter, hvad der føles rigtigt. For dig. Ikke for børnenes skyld. For dig. Dét er dit udgangspunkt. Og derfra ved du hvad der er bedst for børnene.

Eller det tror jeg i hvert fald på.

Med ønsket om en glædelig jul.

“They say that parenthood is a thankless job, but I say BioMoms and BioDads get thanks and recognition regularly. Step parenting is a truly thankless job. It takes time to build rapport with stepkids. Step parents are often criticized for being too much like a parent or not loving the children like their own – damned if they do, damned if they don’t.”

…

“I, for one, am tired of reading articles of how step parents have to step back, repress there emotions, and accept Bio parents without question. I want to read more articles addressed to BioMom on how to accept their divorce and their ex’s new wife. I want to read articles suggesting that BioMom learn how to respect the StepMom and not overstep her bounds on her ex-husband’s new relationship.”

Judy Graybill

Læs mere her.

Nej.

Hvis børn bliver presset ind i roller, der ikke falder dem naturligt. Hvis børn bliver presset til at sige, at “hun er min søster”. Hvis børn bliver presset til at udtrykke følelser, der ikke falder dem naturligt. Så mister de tillid til sig selv. De mister fornemmelsen af, at deres billede af verden er ok. Og så er de blevet placeret på den lange vej mod at miste sig selv og ikke have tillid til sig selv.

Og i de voksnes iver med at skabe en ny kernefamilie, kan man godt komme til at presse sine egne forventninger ned over hovedet på børnene.

Og en af de forventninger kan være, at børnene skal opføre sig som søskende ville gøre.

Det kan risikere at understøtte børn, der er helt grundlæggende forvirrede i deres følelser og i deres allertætteste relationer. Børn der kan have store vanskeligheder ved at skabe nære relationer senere hen.

Hvad gør man så?

Tillade tiden at være den vigtigste faktor.

Når Jesper Juul siger, at det tager mellem 5-10 år at skabe noget, der minder om en familie i den sammenbragte familie. Så gælder det jo også for børnene. Det gælder for hele det system, vi ofte vælger at kalde familien.

Det tager tid. Og lad dem tage sig den tid. Uden pres.

Lad følelserne opstå undervejs. Og hvis de ender med at anse sig selv som søskende – så er det da fantastisk! Og tillykke!

Men det må ikke tvinges frem.

Og når du oplever den første lille spire, så værn om den. Pas på ikke at overvælde den. Lad den vokse sig stærkere. Gerne med små tilkendegivelser af, at du bliver glad, når du ser dem lege sammen, give et kram, forsvare hinanden – eller hvad det nu er.

Men vis det respekt og ydmyghed. Så skal det nok vokse sig stærkt. Med tiden.

Held og lykke.

Nu er the Brady Bunch jo ikke ligefrem det mest kendte i Danmark – men hvis du lige ser introen her, så får du en klar ide om, hvad det går ud på. (Den varer kun et minut.)

6 sammenbragte børn i en stor, lykkelig familie!

Måske er det alligevel det, vi håber at få, når vi uden at vide bedre forelsker os i en mand eller kvinde, der har børn?

Jeg sad lige og tjekkede op på, hvad der sker i USA på det her felt (meget mere end i Danmark, kan jeg afsløre! Men jeg skynder mig at følge med…), og en af de ting, der dukkede op igen og igen er stedmor-rollen. Den beskrives som en af de mest ensomme roller, man overhovedet kan forestille sig. Hvorfor?

Fordi – der kommer en kvinde, der ønsker at gøre, hvad hun overhovedet kan. Hun fletter hår, kæmmer lus, bader, læser godnathistorie, trøster osv. osv. Alle de der ting en mor ville gøre. Men responsen, som en mor får, kommer bare aldrig. Og så kan smagen i munden blive lidt bitter. Og hvis hun siger det til sin mand, så bliver han ked af det, og det er det sidste hun vil.

Karikeret? Ja, måske. Men mindre end man lige skulle tro.

Det er derfor, det er så vigtigt at holde fast i sig selv.

Kan du det? Kan din kone?