En af mine yndlingshistorier med Peter Plys handler om, at man ved aldrig hvad bier tænker – you never can tell with bees.

Det er den historie, hvor Plys prøver at narre bierne ved at lade sig hæve op i luften af en ballon, for så tror bierne måske, at han bare er en lille sky, og så kan han ubemærket tage deres honning. You never can tell with bees.

Og helt ærligt, hvor tit prøver kvinder ikke også at narre noget ud af mænd? Og endda ofte ved at konkludere og tolke på deres vegne.

Man kan jo også sige, at det ville være dejligt, hvis mænd åbnede munden lidt mere, så vi ikke behøvede at konkludere på deres vegne – eller hvad? Ville vi høre efter? Sådan rigtigt? Eller ville vi et eller andet sted have en snert af en tanke, der ligner “ja-ja, det kan godt være du tror, at det handler om det-og-det, men jeg er jo selvudviklet, så jeg ved, at det i virkeligheden handler om…..”

Jeg har en teori om de mænd, der er kærester med en mor. Især om de mænd, der ikke selv har børn. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Det er noget, jeg konkluderer på deres vegne på baggrund af mange samtaler og observationer, men jeg ved det jo ikke.

Vi har efterhånden her på bloggen, i netværket, på workshops, til foredrage etc. slået fast, at Fars Kærester ikke altid har det særligt nemt. De slås ofte med voldsomme følelser, hvor mange af dem bunder i ikke at føle sig tilstrækkelig i forhold til børnene. At føle sig forkert og ond fordi man ikke elsker børnene, som man tror en “rigtig” kvinde skal. Og så af og til også en sorg over, at børnene ikke er ens egne (den er lidt mere indviklet).

Sådan har mænd det ofte ikke.

De er noget mere pragmatiske. De ved godt, at børnene ikke er deres, og de prøver ikke at tvinge faderkærlighed frem.

Og de siger sjældent særligt meget om, hvordan det egentlig er at gå fra at være single og fri fugl til at finde en kvinde med børn.

Og mange af dem (ikke alle) fortsætter deres liv som før med byture, fodboldkampe, tyre-halløj i Spanien osv.

Jeg tror, at det der sker er, at mændene er bange for tabet af friheden først og fremmest. Og dernæst, tror jeg, at der måske kommer økonomi/forsørgerrolle med ind i spillet. For “hvorfor skal jeg (indirekte) betale til en anden mands afkom?” Eller “hvorfor skal en anden mands afkom spille en rolle i forhold til min livskvalitet? Jeg har måske nok råd til at invitere min kæreste på middag et par gange om måneden – men ikke også hendes (en anden mands) 2, 3, 4 børn!”

“Det er mine gener, der skal spredes…” Eller hvad tænker mænd….?

Jeg arbejder på at kunne starte samarbejde med en mandeterapeut. Det ser jeg meget frem til – for tænk hvis jeg tror noget helt forkert???

For nylig fik jeg den glædelige nyhed fra et par, jeg kender, at nu var tiden kommet til, at de skulle flytte sammen.

Og så hørte jeg mig selv sådan nærmest pr. automatik stille nogle spørgsmål, der meget nemt kan komme til at ligne “3-4 gode råd til jeres nye fælles bolig!”

Du får dem her…

Jeg tror, at kvinder har brug for deres eget rum. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så dog et område, de hersker i, og hvor de kan trække sig lidt tilbage. Nogle gange er en god lænestol, der kun er hendes, nok. (Det er ikke så tit…)

1. Mit første spørgsmål lød: Er der et værelse også til hende?

Nej. Men soveværelset er stort. Hvis det betyder, at en del af soveværelset kan være kun hendes, og at det er et sted, hun kan være i fred med lukket dør. Så kan det sagtens være rigtig fint. Helt eget værelse er selvfølgelig det aller bedste. Men rigtig mange af os har ikke den mulighed.

2. Andet spørgsmål: Er der én eller flere stuer?

Der er køkken/alrum/spisestue og stue – og den vigtige pointe her er, at der er dør imellem. Det betyder, at far og barn kan se TV eller spille wii, uden at det behøver forstyrre f.eks. arbejde ved spisebordet. Måske kan man endda sætte en læsestol op i spisestuen, så hun ikke føler sig nødsaget til at trække sig helt væk fra fællesskabet for at få ro.

3. Tredje spørgsmål: Hvad med skolevejen?

Der skal kun benyttes én transportform for at nå frem. Og det spørgsmål dukkede op egentlig lidt ude af sammenhæng. Men det betyder alligevel noget, når barnet skal til skole fra to forskellige hjem. Det skal helst ikke blive meget mere besværligt for barnet. Igen, hvis det kan undgås…

En del af dem, der kommer hos mig, flytter ind i mandens hjem. Der hvor han har boet med sin eks.

Hvis det er den eneste mulighed, der giver mening at rykke ind i hans hjem – så ryk rundt med alt. Tag alting (jeg mener helt bogstaveligt alting) ud af huset (vent på tørvejr). Mal hele huset. (Skift for guds skyld sengen ud.) Og igen, sørg for, at der er noget, der er hendes. Kun hendes.

Måske bare en vindueskarm, der ikke er andre, der bestemmer over. Lige i den er der f.eks. ikke de “fine” krea-ting fra børnehaven. Bare et eller andet, der er hendes.

Og selvfølgelig også et eller andet, der er hans. Det påvirker både mænd og kvinder ikke at have deres eget – jeg tror bare, det påvirker kvinder mere…

Ansporet af den altid underholdende Julia Lahmes blogindlæg kom jeg til at tænke en tanke eller to om det her med Kongehuset som trendsætter for den moderne familie.

Anledningen er selvfølgelig nyheden om tvillingerne i den unge, perfekte kronprinsefamilie.

Og spørgsmålet om det nu bliver moderne med mange børn?

Tja… Her i huset er der nogle gange 4 børn. Nogle gange 1 barn. Sjældent slet ingen. Og snart skal der lægges en til, så vi aldrig er helt uden børn.

I denne uge blev jeg spurgt om, hvorfor jeg ville have et barn mere. Egentlig lidt svært at svare på, hvis det føles som noget, hvor biologien har taget over. Men samme person har spurgt mig før, så jeg har tænkt over det.

Og det synes jeg egentlig, man er forbistret forpligtet til at tænke over. Jeg er ikke meget for løftede pegefingre og rigtigt og forkert – men når det handler om børn, så er der bare nogle ting, jeg helt inderst i sjælen mener, man er forpligtet til.

F.eks. tænke over, hvorfor man ønsker barnet – eller børnene. Og hvis børnene skal være med til at gøre ens eget liv komplet – eller lykkeligere – eller give en glæde og kærlighed, så er det måske lige på tide at overveje det en gang til. Med det mener jeg, at hvis det er derfor, man ønsker børnene. I min verden – fra mit perspektiv (inden jeg bliver lynchet) – så er børn nogle vidunderlige væsner, som skal have kærlighed, opbakning, overskud og mere kærlighed. Hvis de oplever, at deres opgave er at passe på deres forældre og gøre dem lykkelige og give dem kærlighed, så er det (fra mit perspektiv!) en temmelig trist skæbne, de børn kan have i udsigt. (Mange kommer fint ud på den anden side – jeg tror bare, de ville have haft et forspring, hvis de ikke skulle bære på de forventninger…)

Jeg tror, at der er rigtig meget overskud på rigtig mange planer i kronprinsefamilien. Og så har de ikke mindst al den hjælp de overhovedet har brug for. Tror ikke, Mary støvsuger i kancellihuset, eller at Frederik skal nå indkøbene efter job, men inden børnehaven lukker. Jeg tror også, de har rigtig mange muligheder for at være alene og styrke og dyrke deres indbyrdes relation, så de er stærke i deres kærlighed (som jeg ubetinget mener er forudsætningen for en lykkelig familie med to voksne).

Så tillykke til Mary & Frederik! Jeg tror på og ønsker for dem, at de har overskud og kærlighed nok til hinanden til at overkomme fire børn.

Håber bare ikke, de bliver trendsættende med antal børn. Så hellere trendsættende i forhold til en dyb, kærlighedsfyldt relation, der kan klare hvad som helst… Også 4 børn.

Min fars kæreste døde i formiddags efter 1 år med den skrækkelige sygdom kræft.

Jeg vil med vilje holde mig langt fra udtrykket “hun tabte kampen til kræften” eller nogle af de der andre udtryk, jeg bliver så provokeret af. For ikke nok med, at man er død – man har også tabt? Astrid har kæmpet bravt. Og hun har holdt fast i livet så længe, ingen troede det var muligt.

Jeg skylder Astrid tak for så mange ting.

Selvfølgelig først og fremmest for at have været min fars livspartner i 8 år.

Tak fordi hun i mange år var vært i sit sommerhus ved vores årlige familietræf. I år er første gang i mange år, vi ikke har mødtes.

Astrid var meget direkte og bramfri. Det gjorde det vidunderligt nemt at være sammen med hende, for man vidste altid lige præcis, hvor man havde hende.

For mange år siden, sagde hun til mig, at hun var så imponeret over, at jeg orkede en mand med hjemmeboende børn. “Jeg kan godt sige dig, at det var aldrig blevet til noget med mig og din far, hvis du og din bror stadig boede hjemme! Det havde jeg ikke kunnet klare!”

Det tror jeg var første kim til mit arbejde med sammenbragte familier og kampen for at nedbryde alle de tabuer, der er omkring det. Hos Astrid var der ingen tabuer. Tak for det.

Da diagnosen kom den 7. juli sidste år, var jeg i et vadested omkring job vs. et liv som selvstændig. Et par dage efter sagde jeg mit job op. Det blev så indlysende klart, at jeg kunne ikke sidde der og vente på en diagnose, før jeg gjorde, hvad jeg drømmer om. Tak for den indsigt. Det har ændret mit liv.

En sjov, kærlig og direkte kvinde – som jeg altid vil huske – og som har givet mig så meget mod.

Tak.

Jeg havde en meget spændende samtale med en super kompetent kvinde i går. Hendes viden om pædagogik og børns udvikling kommer mange pædagoger og forældre – og dermed mange børn – til gode. Hvis hun kommer til at skælde sit eget barn ud, bliver hun så mindre kompetent? Skal man være perfekt for at kunne være eksperten?

Eller hvad betyder det overhovedet at være perfekt?

Hvis den perfekte familie er kendetegnet ved kærlighed, glæde og ingen konflikter, så findes den ikke. Hvis det perfekte parforhold er lyserødt og præget af enighed og ingen konflikter, så findes det ikke. Eller det er i hvert fald ikke sådan et, jeg gerne vil have.

Nogle af de par, der kommer hos mig, bliver nærmest lidt skuffede, når jeg fortæller, at det svære aldrig forsvinder, og at selvom vi hos os har så mange år i vores sammenbragte familie, og jeg trods alt ved et og andet om det, så har vi stadig konflikter. Af og til mange. Nogle gange ikke så mange. Og nogle gange har vi også behov for at tale med en udenforstående om nogle af vores problemstillinger.

Fratager det automatisk mig min ekspertrolle på det her felt, at selv jeg af og til søger terapi? Næh, tværtimod, ville jeg sige.

Jeg tror, jeg kender så godt som alle problemstillinger, der kan opstå i sammenbragte familier. Og det gør jeg, fordi jeg (og den mand, jeg er så heldig at leve sammen med) er villig til at se på det hele. Tale om det hele. Vende og dreje det hele. Og det gør vi ikke altid i rolige stemmer på velovervejet vis med fysisk kontakt undervejs, så det ikke eskalerer (eller nogle af de andre ting, som jeg råder jer til…). Nogle gange smadrer jeg også et glas. Og det er jeg bestemt ikke stolt af – men sådan er det.

Hvorfor skal I vide alt det her? Hvorfor skal jeg tage illusionen fra jer om, at hos os er det perfekt? (Hvis I har sådan en illusion altså…)

Min pointe er, at det netop er perfekt hos os. Fordi det er, som det er. Vi er i udvikling. Og det er et perfekt sted for mig at være. Hvis vi ikke gjorde noget ved det, når vi havde råbt højt, og jeg havde smadret et glas, men bare dulmet med lidt “nu må vi hellere blive gode venner igen – hygge” så ville jeg være bekymret. For det er der ikke megen udvikling i.

Det betyder jo så også, at når I kommer til mig på mit kontor, så sidder jeg ikke med løsningen på at få konflikterne til at gå væk – eller på at få jer til at være enige. Men jeg sidder med nogle forslag til veje, I kan gå for at møde hinanden der, hvor I nu engang er. Med nysgerrighed på, hvem den anden egentlig er.

Det er der udvikling i.

Hvis det skal være nemt, så skal I blive singler igen…

Og så fortsætter sangen vist noget i retning af: “Tid til skæg og fis – ha’ det sjovt i timevis!”

Hvad nu hvis det ikke er skæg og fis? Hvad nu hvis man er ved at eksplodere indvendigt? Og er 2 sekunder fra at skrige?

Du får lige et uddrag af en artikel, der var i Kr. Dagblad for lidt tid siden. Måske er det på tide at genopfriske?

(Du kan læse det hele her.)

Og husk, at jeg tilbyder Sommerferie-hotline, hvis det går helt galt! (eller helst lige inden det går helt galt…)

“For rigtig mange er sommerferiens uger ikke fast fordelt på samme måde som for eksempel julen og efterårsferien. Derfor er det vigtigt, at alle de involverede voksne tidligt går i dialog om, hvem der har børnene hvornår. Der er pludselig mange aktører at få det til at falde i hak med,” siger Puk Degnegaard og trækker igen en linje til kernefamilien:

“Mange voksne i sammenbragte familier har en forestilling om, at store og små partout skal tilbringe sommerferien sammen: Vi er jo en familie, og familier holder ferie sammen. Men man kan godt være et meningsfuldt familiesystem, uden at man nødvendigvis holder ferie sammen.”

Tager alle på ferie sammen, kan det være en god idé med et “familieråd” inden afgang.

“Det er godt at snakke om, hvad folk har lyst til og brug for. Det kan også være fint at sætte ord på, hvad man vil gøre, når man bliver sur. For man bliver sur, når man er sammen så tæt så længe. Ved at have en plan klar, kan familien imødekomme kaos.”

Ferie er en paradoksal størrelse, også for den sammenbragte familie.

“Fordelen ved at holde ferie sammen med børn og bonusbørn er, at familien kan skabe relationer, der ikke er tid til i hverdagene. Ferietid er dog også et godt sted at blive stresset. Der sker ingenting på en ferie! Man har ikke sine rutiner, venner eller fritidsinteresser – man skal bare være sammen. Der er større risiko for konflikter på en ferie, og konflikter belaster relationerne,” siger Puk Degnegaard.

Hun giver et råd, hvis taget på sommerhuset er ved at lette.

“Kvinden kan eksempelvis tage sine egne børn med på en udflugt, mens kæresten laver noget med sine børn. Det skal også være okay at tage et åndehul uden børn. Tit har kvinden brug for at gøre noget, hun får overskud af. Mænd er bedre til at løbe en tur eller trække sig tilbage til fjernsynet. De har ikke en forventning til sig selv om at være til stede hele tiden.”

Puk Degnegaard fremhæver en anden vigtig ting.

“Det er ikke et nederlag, hvis det ikke kan lade sig gøre at holde sommerferie sammen. Det er et hårdt relationsarbejde at være i en sammenbragt familie. Ingenting er selvfølgeligt eller indforstået.”

(Du kan læse det hele her.)

Denne her (aldeles skønne) bog lærer dig at sige f**ck it til alt. Også til måder vi normalt læser bøger på. Forfatteren anbefaler, at denne her bog læses på den måde, at du slår op et tilfældigt sted i den, når du har brug for en dosis. Så finder du 1-6 sider om det emne, der nu engang lige er der.

Hvis du nu følger lidt med ovre på den anden blog, så ved du, at jeg er ved at sige farvel til min ægteskabsskeptiker. Jeg er altså ved at (gen)finde troen på “til døden os skiller” – “kun os to” (“just us two” – SATC-fans… ) Og det går meget godt. Lidt op og ned, men ham og mig tror jeg på. Det er indiskutabelt. (De fleste dage…)

Så skulle jeg lige have dagens “f**ck it” dosis og slår op på: “Say Fuck It in Your Relationships.” Så lod jeg bogen ligge nogle timer slået op på det afsnit. For jeg kunne ikke lige klare det fra morgenstunden.

Og faktisk så giver meget af det ret god mening.

Som altid er det humor, der bærer det hele igennem. Parkin er vanvittig morsom! Afsnittet starter med: “And thus we enter the minefield. This is maybe the most difficult area of your life to understand how saying Fuck It in any way can do anything but fuck up your relationship… Relationships are like the Piccadilly Circus of your meaning city.” (Bogens underliggende tema handler om at holde op med at jage efter meningen med alting…)

I denne her forstand er ‘relationships’ kærlighedsforhold. Parforhold. Her hvor vi er tilbøjelige til at tillægge meningen noget den anden føler, gør, synes… Her er det, at det giver mening (undskyld, Parkin) at sige Fuck It til al nervøsiteten og usikkerheden, hvis nu den anden ikke lige elsker os til døden os skiller – og helst også beyond.

Hvis vi siger Fuck It – ikke til vores parforhold – men i vores parforhold, er der ingen chance for, at kærligheden forsvinder (eller jo, hvis den skulle forsvinde alligevel). Men der er tværtimod større chance for, at den vokser. For den er ikke spærret inde af usikkerheden, jalousien, skylden, smerten – den flyder meget nemmere, fordi vi er afslappede.

Så er det, at kærligheden kan løfte sig til nye højder.

Eller vi kan opdage, at forholdet er forkert for os – og så kan vi gå.

(Den tredje ting, der kan ske, handler om, at kærligheden vokser så meget, at den skal deles med en hel masse. Den tanke får mig tilbage i ‘needy dependency’ – så jeg holder mig til den med, at kærligheden til ham her den eneste vil vokse.)

Manden har ret. Vi har i både korte og lange perioder været i det flow, hvor kærligheden flyder uden begrænsninger. Så er der uendeligt meget af den.

Kender du det? Prøv måske at sige fuck it lidt mere…

Jeg fortæller tit om den undersøgelse, der blev lavet i USA for et par siden, fordi den virkelig har gjort stort indtryk på mig.

Resultatet var, at 80% af alle veluddannede stepmoms ville ønske de aldrig havde gjort det. 80%! Det er et noget overvældende tal.

Tallet for de fattige (som der jo trods alt er flere af i USA end i DK) var noget lavere. Det tyder på, at man finder ud af at komme overens med situationen meget bedre, når det er nødvendigt at have to indtægter. I USA. Mon ikke vi også ville kunne se samme tendens i Danmark? Selvom vi priser vores velfærdssamfund i høje toner, så er der familier, det ville være fatalt for kun at have en indtægt.

Det er selvfølgelig ikke helt så overraskende, når vi tænker på, hvad der skete med skilsmisseprocenten, efter kvinderne kom på arbejdsmarkedet og ikke længere var socialt og økonomisk afhængige af mænd.

Men 80% alligevel. Når du sidder og læser det her, tænker du så “åh ja, bare jeg dog aldrig havde forelsket mig i ham!” – eller tænker du “næh, det her det går da meget godt – jo flere børn jo bedre!”

Nu er der mindre end 4 uger, til jeg skal giftes, og jeg tænker tanken dagligt lige for tiden. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til, havde jeg aldrig gjort det. Men hvis jeg havde vidst, hvor slemt det var at blive skilt, havde jeg heller aldrig gjort det.

Det er ikke det samme som, at jeg ønsker mig et andet liv. Det er jo derfor Kierkegaard havde så ret, når han sagde, at livet leves forlæns men forstås baglæns.

Jeg er den, jeg er i dag, bl.a. takket være det voldsomme selvudviklingsarbejde, jeg blev kastet ud i, da jeg flyttede sammen med en dejlig mand, der har 3 børn.

Takket være det, så bliver mit selvudviklingsarbejde også holdt i gang. Det er ikke nemt. Men det er udvikling vel sjældent?

Hvad med dig? Er du en del af de 80% eller af de 20%?

Hele livet igennem har vi tit stor glæde af at være sammen med nogen, der kender til det, vi går igennem.

At have nogen at spejle os i. At blive bekræftet i, at vi ikke er de eneste i hele verden, der har det lige præcis sådan.

Sådan har vi det også, når vi møder en mand, der har børn. Vi tror måske, vi kan sætte os ind i hvordan det er. Vores venner og familie tror måske, at de forstår.

Jeg påstår, at det er de færreste, der forstår lige præcis det.

Derfor er det så vigtigt at have et netværk af andre, ligesom os selv. Og derfor lavede jeg Fars Kærester, som mødes en gang om måneden.

I morgen udvider Fars Kærester til Århus. De næste bliver Sønderborg, Lolland og Kolding.

Det er uvurderligt at møde andre og opdage, at man ikke er forkert. Ikke er ond(ere end de andre). At andre har det ligesom dig. Og det har de. Når du er ved at pakke tasken og bare skride, så er der andre, der har haft det sådan. Når du bliver mere og mere sur i dagene op til, at børnene skal komme, så er der andre, der også har det sådan. Når du væmmes ved tanken om hans børn i sengen, er der andre der har det ligesom dig.

Hold øje med nyhedsbrevet og se, hvornår et netværk starter i nærheden af dig. Eller vær selv den, der starter netværket i din by. Bare send mig en mail.

Når man er kæreste med en (mand), der har børn, så vendes verden på hovedet, når børnene kommer. Meget lidt er, som det var bare i går eller i morges.

Lige gyldigt, hvor ‘godt’ man har det med de børn, så har jeg ikke mødt mange, der har savnet børnene i den periode, de ikke var der. Det betyder også, at de ikke mangler i den periode, de er hos den anden forælder. Så når de kommer, er det en omvæltning. Hver gang.

De der gentagne omvæltninger kan man efter noget tid finde en måde at være i. Hvis de er regelmæssige.

Hvis man pludselig ikke er forberedt, er det, at det kan gå galt. Helt galt.

Teenagealderen er ofte der, hvor det begynder at ændre sig, fordi børnene er mere medbestemmende i forhold til, hvornår og hvor længe de vil være der.

Jeg er temmelig småneurotisk i forhold til at vide, hvad der sker i mit liv inden for den nærmeste fremtid. Eller – det er vel fair nok at vide, hvad der skal ske i ens eget hjem, og hvordan det kommer til at påvirke ens tid?

Jeg arbejder hjemme i dag. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer børn. Jeg ved, at kun to af dem kommer i dag. Og skolen slutter nok omkring kl. 12 – men andet ved jeg ikke. Påvirker det mit arbejde? Bestemt! Kunne jeg bare tage hen på kontoret? Ja. Men det gør jeg ikke, og det er måske ikke det klogeste valg. Men det er nu engang mit valg.

Mange af jer står i situationer, hvor børnene pludselig dukker op en slet ikke planlagt dag. Hatten af, hvis I kan holde til det. Og et kip med hatten til jer, der siger fra og ikke længere vil finde jer i, at der bliver besluttet ting hen over hovedet på jer.