Jeg havde en meget spændende samtale med en super kompetent kvinde i går. Hendes viden om pædagogik og børns udvikling kommer mange pædagoger og forældre – og dermed mange børn – til gode. Hvis hun kommer til at skælde sit eget barn ud, bliver hun så mindre kompetent? Skal man være perfekt for at kunne være eksperten?

Eller hvad betyder det overhovedet at være perfekt?

Hvis den perfekte familie er kendetegnet ved kærlighed, glæde og ingen konflikter, så findes den ikke. Hvis det perfekte parforhold er lyserødt og præget af enighed og ingen konflikter, så findes det ikke. Eller det er i hvert fald ikke sådan et, jeg gerne vil have.

Nogle af de par, der kommer hos mig, bliver nærmest lidt skuffede, når jeg fortæller, at det svære aldrig forsvinder, og at selvom vi hos os har så mange år i vores sammenbragte familie, og jeg trods alt ved et og andet om det, så har vi stadig konflikter. Af og til mange. Nogle gange ikke så mange. Og nogle gange har vi også behov for at tale med en udenforstående om nogle af vores problemstillinger.

Fratager det automatisk mig min ekspertrolle på det her felt, at selv jeg af og til søger terapi? Næh, tværtimod, ville jeg sige.

Jeg tror, jeg kender så godt som alle problemstillinger, der kan opstå i sammenbragte familier. Og det gør jeg, fordi jeg (og den mand, jeg er så heldig at leve sammen med) er villig til at se på det hele. Tale om det hele. Vende og dreje det hele. Og det gør vi ikke altid i rolige stemmer på velovervejet vis med fysisk kontakt undervejs, så det ikke eskalerer (eller nogle af de andre ting, som jeg råder jer til…). Nogle gange smadrer jeg også et glas. Og det er jeg bestemt ikke stolt af – men sådan er det.

Hvorfor skal I vide alt det her? Hvorfor skal jeg tage illusionen fra jer om, at hos os er det perfekt? (Hvis I har sådan en illusion altså…)

Min pointe er, at det netop er perfekt hos os. Fordi det er, som det er. Vi er i udvikling. Og det er et perfekt sted for mig at være. Hvis vi ikke gjorde noget ved det, når vi havde råbt højt, og jeg havde smadret et glas, men bare dulmet med lidt “nu må vi hellere blive gode venner igen – hygge” så ville jeg være bekymret. For det er der ikke megen udvikling i.

Det betyder jo så også, at når I kommer til mig på mit kontor, så sidder jeg ikke med løsningen på at få konflikterne til at gå væk – eller på at få jer til at være enige. Men jeg sidder med nogle forslag til veje, I kan gå for at møde hinanden der, hvor I nu engang er. Med nysgerrighed på, hvem den anden egentlig er.

Det er der udvikling i.

Hvis det skal være nemt, så skal I blive singler igen…