Om Get Real
Fra det øjeblik jeg begyndte at arbejde med selvudvikling – både min egen og i mere professionel forstand – var det tydeligt for mig, at for at blive rystet ud af vanen, ud af mønstret, så er første skridt at blive ærlig – get real. I vores bestræbelser på at skabe en sammenbragt familie, der virker, har min kæreste og jeg også nået et helt andet sted ved at være ærlige.
Ikke på den brutale måde, for det kan man nemt komme til i den her slags familier – men med respekt og i kærlighed. Der skal nemlig siges mange ting, der kan være rigtig svære at høre. En meget nær venindes kommentar til mig var: “Hvad bilder du dig egentlig ind?” da jeg fortalte, at jeg havde måtte sige, at jeg ikke altid lige var klar til, at børnene kom. Vejen til at kunne sige det med kærlighed og respekt har været lang og sej, hvor vi har lært rigtig meget undervejs. Jeg er også real nok til at sige, at arbejdet fortsætter. Det er bestemt ikke lutter lagkage og lyserøde skyer – slet ikke, men vi er blevet bedre til at sige, hvad vi har brug for.
Hvorfor lige sammenbragte familier?
Jeg har kendt min kæreste i 7 år nu og hans børn i 6. Da vi begyndte at overveje at flytte sammen, gik jeg i terapi pga. arbejdsrelateret stress, og min psykolog sagde, at det med at flytte sammen var da det dummeste vi kunne gøre. Om jeg ikke vidste, at forhold med sammenbragte børn så godt som aldrig holdt?!? I min Rasmus Modsat grundstruktur tænkte jeg, at det skulle være løgn! Jeg skulle vise hende, skulle jeg! Og så skiftede jeg også psykolog, som dog i denne sammenhæng ikke var til meget mere hjælp, men til stor hjælp ift. stress… En sammenbragt familie er ikke en kernefamilie, og der skal andre perspektiver på. Derfor er det en rigtig god ide at kontakte en ekspert på præcis det her område.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været ved at give op. Men min viden er nu systematiseret, og jeg har efteruddannet mig som stepfamily coach – og alt det jeg har lært, vil jeg så gerne dele med jer, der står i samme situation. For ja, det kan godt lade sig gøre på trods af statistikkernes dystre tal, men det er ikke nemt.
Læs med her på bloggen – meld dig til mit nyhedsbrev her øverst til venstre – kom til en workshop eller vær med den sidste torsdag i måneden, når Fars Kærester mødes. Første skridt er at vide, at du ikke er alene om at føle dig ond, forkert og ikke helt dig selv.
Du er helt normal – for dine reaktioner er helt naturlige!
Get Real er ejet af Puk Degnegaard, stedmor, coach og stepfamily counselor. Jeg tilbyder flere niveauer af rådgivning i forhold til de udfordringer, du og din kæreste står i som sammenbragt familie.
Coaching er for dig, der er committed til at gå tæt på dine og jeres udfordringer, og som er klar på forandring. Læs mere her.
“Fars Kærester” er for dig, der gerne vil inspireres af et kort oplæg og dernæst dele tanker og udfordringer med nogen, der ligner dig selv. Vi mødes den sidste torsdag i hver måned. Læs mere her.
Workshops er for dig, der lærer rigtig meget sammen med andre, og som også gerne vil have undervisning i, hvordan den sammenbragte familie er anderledes end den biologiske. Læs mere her. Næste planlagte workshop er i Århus i maj.
Privat brevkasse er det nye tiltag, jeg er ved at udvikle på. Tanken er, at du med et abonnement på “Brevkassen” kan spørge mig om noget, du tænker over eller er i tvivl om, og så får du svar inden for 24 timer. Skriv dig op til nyhedsbrev ude til venstre, så får du besked om, hvornår Brevkassen går i luften.
Tak fordi du kigger forbi!
De bedste hilsner i kærlig accept


Comments on this entry are closed.