Når man er kæreste med en (mand), der har børn, så vendes verden på hovedet, når børnene kommer. Meget lidt er, som det var bare i går eller i morges.

Lige gyldigt, hvor ‘godt’ man har det med de børn, så har jeg ikke mødt mange, der har savnet børnene i den periode, de ikke var der. Det betyder også, at de ikke mangler i den periode, de er hos den anden forælder. Så når de kommer, er det en omvæltning. Hver gang.

De der gentagne omvæltninger kan man efter noget tid finde en måde at være i. Hvis de er regelmæssige.

Hvis man pludselig ikke er forberedt, er det, at det kan gå galt. Helt galt.

Teenagealderen er ofte der, hvor det begynder at ændre sig, fordi børnene er mere medbestemmende i forhold til, hvornår og hvor længe de vil være der.

Jeg er temmelig småneurotisk i forhold til at vide, hvad der sker i mit liv inden for den nærmeste fremtid. Eller – det er vel fair nok at vide, hvad der skal ske i ens eget hjem, og hvordan det kommer til at påvirke ens tid?

Jeg arbejder hjemme i dag. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer børn. Jeg ved, at kun to af dem kommer i dag. Og skolen slutter nok omkring kl. 12 – men andet ved jeg ikke. Påvirker det mit arbejde? Bestemt! Kunne jeg bare tage hen på kontoret? Ja. Men det gør jeg ikke, og det er måske ikke det klogeste valg. Men det er nu engang mit valg.

Mange af jer står i situationer, hvor børnene pludselig dukker op en slet ikke planlagt dag. Hatten af, hvis I kan holde til det. Og et kip med hatten til jer, der siger fra og ikke længere vil finde jer i, at der bliver besluttet ting hen over hovedet på jer.