I kan ikke få en kernefamilie. Men I kan få en lykkelig sammenbragt familie. Bragt sammen af hver jeres værdier, menneskesyn, forventninger og drømme.
Her er chancen for at komme flyvende fra start i år 2012!
“Har villet skrive til dig et stykke tid (men bla bla bla – kom fra det igen) – og jeg synes det er det fedeste du har fået gang i her. Min dejlige kæreste og jeg har jo fået lidt den samme “tur” af dig, tilpasset til os dog – og lidt til som vi den dag i dag stadig er meget glade for, – og jeg synes, du skal have ros for at du tager bolden op på denne måde også og kommer med et “mere” konkret tilbud til dem, der ikke helt kan få sig snøkket op til at komme i “parterapi” (kan ikke lide det ord selv heller) og få taget disse vigtige med basale snakke der MÅ til før eller siden…”
“Jeg HÅBER virkelig du får stor tilslutning til dette – ikke bare for din skyld, men også for alle de “mig”, der sidder lidt på deres hænder og ikke ved hvor de skal starte – det skal de jo her – det er jo det perfekte tilbud, so nice og godt tænkt, synes jeg…”
(F fra Vejle)
Puk kan hjælpe jer med til at afstemme jer i forhold til hinanden, så I kan få den lykkelige sammenbragte familie, I drømmer om. Dig og din kæreste.
Vi arbejder os igennem 4 centrale områder i den sammenbragte familie:
- Kommunikation
- Værdier
- Roller
- Familiens Vision
Jeg tager jer ved hånden – og hjertet – og arbejder i ro og mag igennem de fire områder. Hvert område får 3 timer en lørdag eftermiddag fordelt ud over foråret.
Der er 3 uger mellem hver gang, så I har mulighed for at arbejde med det I har lært og integrere det i jeres hverdag og samliv.
Vi kan ofte føle os meget alene med vores sammenbragte familie. Vi kan savne rollemodeller og bare det at tale med andre i samme båd. Derfor er det en ekstra værdi, at I de fire gange samtidig får alle tiders mulighed for at være sammen med andre par, så I kan høre, hvad de gør, tænker og føler.
1. Kommunikation – lørdag den 14. januar kl. 14-17
Kommunikation er nøglen til alt i alle relationer. Meget enkelt. Og meget svært. For hvordan siger man, at hendes datter er en møgforkælet drama queen, der trænger til lidt disciplin? Eller at hans søn er i totalt underskud for nærvær og måske har ADHD?
I den sammenbragte familie er der ingen indforståetheder – ingen selvfølgeligheder. Derfor skal alt italesættes. Alt.
Denne dag lærer du konstruktive og kærlige kommunikationsformer, der gør hverdagen uendeligt meget nemmere.
2. Værdier – lørdag den 4. februar kl. 14-17
For at tage autentisk lederskab i eget liv, må vi styre efter vores centrale værdier. Men ofte gør vi noget helt andet end det vi (siger vi) tror på. Og hvad så når to mennesker skal skabe et nyt familiesystem, og de faktisk ikke er helt med på, hvilke værdier, de i virkeligheden styrer efter?
Denne dag får du indblik i dine egne værdier – og det kan måske være overraskende. Du får også indblik i din kærestes. Og så får I redskaberne til sammen at skabe et fælles værdigrundlag for jeres familiesystem.
3. Roller – lørdag den 25. februar kl. 14-17
Mand + kvinde + børn = familie
Eller det er den forestilling vi har. Og en mand i en familie er lidt ligesom en far, og en kvinde i en familie er lidt ligesom en mor.
I den sammenbragte familie er det anderledes. Og her er det vigtigt at finde andre roller, du som voksen kan tage i forhold til den andens børn. Det arbejder vi med denne dag.
4. Familiens Vision – lørdag den 17. marts kl. 14-17
Det, de fleste familier mangler for virkelig at fungere fantastisk, er en vision. Vi samler alt, hvad vi har lært de første 3 gange, og så får I mulighed for at lave jeres egen vision for et familiesystem lige præcis som jeres. I får selvfølgelig værktøjerne til det og al den støtte og opbakning I har brug for.
Hvad vil I med familien? Hvad vil I med hinanden? Hvad er vigtigt hos jer? Og hvordan understøtter I det?
Det er det, vi arbejder med denne sidste gang.
***
I får altså 4 lørdage, der gør jer toptunet til at skabe det familiesystem, som I drømmer om!
Ikke det, som jeres venner og familie forventer af her. Men sådan som I vil have det.
***
Hvem?
Forløbet egner sig både til jer, der endnu ikke er flyttet sammen, jer der lige er flyttet sammen og jer, der stadig efter flere års samliv oplever gnidninger, der bunder i kommunikation, værdier eller utydelige roller.
Der vil være et begrænset antal pladser, så jeg har mulighed for at hjælpe jer hver især bedst muligt.
Hvor?
PeakStates Klinikken, Hellerupvej 10, Baghuset, 2.sal, 2900 Hellerup
Hvornår?
Lørdag den 14/1, 4/2, 25/2 og 17/3. Alle dage kl. 14-17.
Hvordan og hvor meget?
I tilmelder jer via dette link.
Jeres tilmelding er først endelig, når I har betalt fakturaen.
I investerer 12 timer i jeres parforhold, måske et par gange med børnepasser og kun kr. 3850,- for jer begge to for alle fire gange.
